Grundlovstale 2018 – Kajholm plantage.

Tak for indbydelsen til at komme i dag. Det er første gang jeg vover mig ud i denne genre, så jeg har selvfølgelig kigget på nettet for at se, hvad politikerne taler om ved Grundlovsmøder. Jeg ved ikke, om I kan gætte det eller måske allerede ved det, men hovedtemaet i politikernes taler er: ØKONOMI. Det har jeg ingen forstand på, så vil jeg meget hellere gå i Kresten, min brors, fodspor. Han var her sidste år og talte bl.a. om folkekirken og dens forankring i grundloven, hvorved folkekirken – i modsætning til vore nordiske broderlande - er blevet en sammenhængsskabende kraft i DK, idet jo stadig 76 % er medlemmer af folkekirken på landsplan – eller hvis vi ser på % af etniske danskere, så kommer vi op på 86%. Her i provstiet flugter vi med gennemsnittet – omkring 85% . Så folkekirken er en succeshistorie, tror jeg.

Jeg har nu i nogen tid gået og grundet lidt over, hvordan jeg skulle gribe sådan et foredrag an.

Det er selvfølgelig hele grundloven vi fejrer i dag. Den bliver 169 år i dag.

Men jeg har besluttet, at jeg vil tage udgangspunkt i ytringsfriheden -  en af de frihedsrettigheder, som vi i disse år hører diverse politikere kappes om at værne om. (stå værn om!!!)

Mit udgangspunkt i ytringsfriheden skal så føre over i en overvejelse over om ikke sproget – det danske sprog – er en stærk sammenhængsskabende kraft. Jeg kan ligeså godt afsløre min konklusion med det samme: Selvfølgelig er det danske sprog en stærk kraft der skaber sammenhæng i DK.

Men i dag fejrer vi altså, at vi kan samles frit her i Kajholm plantage – inviteret af Gjølstrup-Rubjerg Borgerforening og sige højt, hvad vi har på hjerte uden angst for repressalier fra stat og kommune. Jvfr §§ 77-78-79. Det er nok værd at fejre.

At have noget på hjerte og få lov til at sige det offentligt er ikke en given rettighed overalt på kloden, men hos os her i DK (og jo også i EU, som vi er medlem af) er det en ret, fordi vi har grundloven, som i §77 sikrer at Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Grundloven sikrer og værner om de såkaldte frihedsrettigheder for den enkelte borger – de frihedsrettigheder, som vi bestemt ikke gerne ser reduceret, endsige afskaffet, selvom der er nok som truer frihedsrettighederne for tiden. Der er vel ingen regering, som i kølvandet på terror ikke har overvejet, hvordan man både sikrer frihedsrettighederne og beskytter vores land mod terrorangreb. Det er svært ikke at reducere i frihedsrettighederne efter et terrorangreb, men enhver reduktion vil jo også ramme alle landets trofaste borgere. Hver gang der sker et terrorangreb i verden øges eksempelvis overvågningen af vores færden i det offentlige rum, og vores privatliv reduceres. Hvis man vil reducere friheden for nogle, kommer man også til at reducere den for os selv.

Grundlovens egentlige opgave er at etablere demokratiet og dermed beskytte os mod overgreb fra …. Staten….. ikke overgreb fra andre kulturer. Det er ikke det, som det handler … men overgreb fra stat og myndigheder. Vi må tro, tænke, sige, skrive, tegne, det vi vil. Vores bolig er ukrænkelig, ejendomsretten er ukrænkelig, vi kan ikke holdes varetægtsfængslet mere end 24 timer uden at blive stillet for en dommer. Vi har ret til at stemme til folketinget.

Det er vigtigt, at man kender grundloven og forstår, hvilken betydning den har for os.

Derfor blev jeg jo også interesseret, da jeg for et par dage siden tilfældigt kom forbi Ekstrabladets leder, hvor der stod, at nu vil alle Ghetto-babyer i alderen 1-3 år få et tvunget læringstilbud, (læg lige mærke til sammenkoblingen af tvang og tilbud). Tilbuddet skulle foruden jul, påske, pinse, fastelavn, fødselsdag, ligestilling og demokrati, også omfatte grundloven – eller i hvert fald grundlovsdag  - fremgår det af et lækket notat fra Mai Mercado konservativ børne-og socialminister i regeringen. Notatet, som blev lækket til Jyllandsposten indgår i de løbende forhandlinger om regeringens ghettoudspil. Og nej, det er ikke en satirisk spøg eller overdrivelse.  Det er et af den slags tilbud, som man ikke kan sige nej til, for hvis man gør det, forsvinder børnechecken.  De 1-3-årige skal have 25 timers læring om ugen i ovennævnte danske værdier – og de skal komme til undervisningen. De må ikke sove i løbet af de 25 timer. Det kun er ghettobørn, der skal have det tilbud. Det er måske en skam. Men …

Jeg så med det samme flere forskellige scenarier for mig, hvor anvendelsen af §73 stykke 1 (den om ejendomsrettens ukrænkelighed) kunne kan blive bragt i spil for de 1-3-årige, når de kommer op at slås om legetøjet f.eks. eller hugger en andens sut.

Ytringsretten er nok ikke så interessant for den aldersgruppe, så længe hele projektet med dem vel går ud på at øge deres ordforråd til at omfatte mere end gry, gry og mam og de ord er, så vidt jeg ved, ord i et globalt babysprog. Det er interessant, at ord for mor på dansk, arabisk og koreansk alle er varianter af et enstavelsesord med ’m’ som den bærende lyd, mor, um, oma, mum osv

Men spøg til side, for det er jo rigtigt, at forudsætningen for en god integration i DK - det er en tilslutning til de værdier, som grundloven værner om. Det kan der slet ikke være nogen tvivl om.  Om man så skal begynde med grundloven/grundlovsdag allerede i vuggestuen er vel nok et spørgsmål, som kan debatteres. Måske ville det være en bedre idé at lade de voksne få sådan et tilbud.

Men det er jo ikke sådanne tiltag, der skaber sammenhængskraft i DK.

For - vi skal vel derhen, hvor de børn, der er født og/eller opvokset eller har slået sig ned i Danmark, af hjertet synger med på I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, uden at de føler, de forråder deres dobbelte kulturbaggrund.

Var det ikke det, som Kronprinsesse Mary sagde i sin tale til Frederik: at hun blev rørt, når hun sang med på netop den sang.

Grundloven er vigtig – for dér, hvor den lov gælder og bliver respekteret og håndhævet, dér er det danske rige. Den lægger rammerne for det danske demokrati. Grundloven er …. sammen med en masse andre ting …. med til at definere os som danske.

I 2005 fik alle 18-årige en grundlov, for nu var de jo blevet myndige og havde dermed også fået stemmeret. Men der skulle nogle forklarende tekster med i et letfatteligt sprog. For Grundloven er ikke unge mennesker anno 2006.

Det er et snørklet sprog, som jeg også lige skal vænne mig til. Christian Mejdahl var glad for at kunne give de unge denne bog, mens andre politikere f.eks. nu afdøde Niels Helveg Petersen, radikal leder og udenrigsminister har udtalt sig meget kritisk om grundloven. Den vil kun kunne få karakteren 2 eller 4, mente han. Dels står der ting, som ikke længere passer, dels er der ting, som bestemt burde opdateres, og så er der jo også sproget, som er håbløst gammeldags.

Lakmusprøven er her om de 18-årige kan forstå sproget … og det kan de selvfølgelig ikke. Sprog, der er over 160 år gammelt, fordrer, at der bliver givet undervisning. Men selvfølgelig er det ikke så underligt, at en gammel radikal, og dermed republikansk, politiker er kritisk overfor en tekst, som understøtter monarkiet og dermed kongehuset og som understøtter folkekirken.

Men jeg kan ikke forestille mig to institutioner i DK, som skaber mere sammenhængskraft end netop kongehuset og folkekirken.

Grundloven burde justeres … opdateres…

Men selv om grundloven er skrevet i et gammeldags, juridisk præget sprog, kan man ikke bare sådan opdatere den som en andet dynamisk og elektronisk dokument. Den må aldrig blive en dynamisk lovgivning. Den skal på det nærmeste være mejslet i sten. Jeg husker, da vi fik en ny gymnasiereform i 2004: læreplaner og bekendtgørelser blev lagt ud på nettet. De kom aldrig i trykt form, for det var netop dynamiske dokumenter, og dem kan man jo rette i efter forgodtbefindende. Det gjorde man, og vi kunne næsten ikke følge med. Sådan går det ikke med grundloven. Der har været 4 ændringer af grundloven siden dens indførelse. 66, 15 , 20 53

Nå… men de unge, som ikke kan læse grundloven … de kan heller ikke læse og forstå vore julesalmer; det er svært for dem at forstå alle tekster, der er skrevet før år 2000.

Det er her sammenhængskraften tager sit udspring: nemlig i evnen til at forbinde sig med historien ved at kunne læse gamle tekster. Da jeg gik i skole blev vi endda tvunget til at lære at læse tekster trykt med gotiske bogstaver. Det har jeg siden haft stor glæde af, når jeg skulle læse Luthers skrifter f.eks.

Unge mennesker har ofte den forestilling, at folk ikke var så kloge i gamle dage, hvorimod vi i dag er meget kloge. De forveksler teknologisk og naturvidenskabelige landvindinger med fremgang i klogskab. Og det er det da også … lidt. Jeg har endda været ude for elever, som mener, at de netop er meget klogere end folk i gamle dage, for dengang havde man jo ikke internettet. Og når man har internettet så har man ikke bruge for at lære så meget, for vi kan jo bare slå det op…. hvis man altså ved hvad man skal slå og hvor!!!!

Man behøver ikke at kunne stave, for det kan programmet gøre for en. Det er også blevet meget lettere at skrive stile, for der er altid et eller andet sted på nettet, man kan låne lidt tekst, som man jo ikke selv kunne have udtrykt bedre og mere præcist, så hvorfor ulejlige sig med selv at formulere sig og skrive ned. Hvis man låner fra mange forskellige kilder, bliver man så ikke bare klogere og klogere? Jeg har haft elever, som virkelig ikke forstod, at det ikke var i orden at skrive engelske stile på den måde.

Men jeg vil tilbage til tanken om sammenhængskraft. Og her vil min pointe være den, – det kan jeg ligeså godt afsløre allerede nu –at ytringsfriheden ikke skaber sammenhængskraft.

Måske skader den endda sammenhængskraften. For ytringsfriheden udfolder sig friest og mest u-censureret på de sociale/asociale medier. Der virker den i hvert fald ikke som sammenhængskraft.

Det er derimod sproget, der skaber sammenhængskraften – det sprog som vi kommer i kontakt med i historien – lige fra det nedarvede sprog i digtning, til sproget i aviser, radio og fjernsyn  og til det lettere amputerede sprog, som er opstået i forbindelse med mobiltelefonens sms-service. For sprog er netop en levende organisme, som ændrer sig hele tiden.

Sproget er dynamisk.

Problemet er bare, at for tiden ændrer det sig hvert minut – med mindre vi da beslutter os for at passe på sproget.

Et enkelt kig ned over avisernes hjemmesider fortæller en, at der er gået skred i en mængde ting, som for ikke så mange år siden ville være blevet regnet for fejl. Danske sprogfolk – dem der er noget ved parnasset – står som regel for et sprogsyn, som er dynamisk og moderne. Derfor er der ikke noget, der er rigtig forkert. Det er bare sproget, der er i bevægelse. Men det kommer uvægerligt til at skabe problemer fra tid til anden. I gamle dage var en bjørnetjeneste et negativt ord: en velment hjælpende hånd, hvorved man uforvarende kom til at skade den person, man ville hjælpe. I dag er det positivt: en kæmpestor tjeneste. Der findes mange af den slags udtryk som helt har skiftet betydning – undertiden til det modsatte. Ordet sanktionere bruges jævnt hen forkert i aviserne. At sanktionere betyder at godkende, men at indføre /give sanktioner betyder at give en lille straf. At stigmatisere betyder i dag at brændemærke. Men oprindeligt betød stimatisering, det at frembringe sårmærker indefra, som en ligedannelse med den korsfæstede. Det var ikke noget, man kunne gøre ved en anden. Hvis man synes den slags sproglige faldgruber er morsomme, så kan jeg anbefale Jørn Lunds ”Helt vildt fedt”, som meget overbærende og humoristisk tager temperaturen på det danske sprog.

Selv er jeg begyndt som et andet sprogpoliti at skrive til journalisterne, når de laver noget, som trods al sproglig tolerance endnu kan siges at være forkert. Jeg skriver venligt og jeg får som regel altid en venlig tak. Som nu i går, hvor jeg så følgende overskrift i den københavnske lokalavis: Politiken. Tæsk, tortur og braste drømme …. i stedet for bristede drømme.

Men alt dette er jo detaljer. Mere problematisk, er det når det sproget tages i det ondes tjeneste.

Jeg har ikke selv en facebookprofil, men det forhindrer nu ikke, at jeg har et godt indtryk af, hvad de asociale medier betyder for vores sprog.

Grænserne for, hvad der kan siges, skubbes hele tiden og på alle måder. Sproget størkner i hadefulde kommentarspor, som er uigennemtænkte og dårligt formulerede udbrud fyldt med skældsord og forbandelser.

Men grænserne skubbes også meget bevidst. Hvis man nu har lyst til at fyre op under en antimuslimsk kampagne, kan man lave en hadefuld fake news opdatering; hvis man er kendis på et vist niveau, vil den hurtigt blive downloadet og gå viralt, som det hedder. Bagefter kan man jo bare slette den og sige, at det var en fejl.

Det sker igen og igen, at folk løber fra deres facebookudbrud, når de viser sig problematiske. Der er sådan en slags jesuitisk dobbeltmoral på facebook. Jesuitterne kunne løbe fra alle løfter, blot de holdt en hånd bag ryggen med krydsede fingre.

Helt så let er det ikke at løbe fra det, man siger på et landsmøde: De sviner, de snyder, de voldtager og de dræber. Men man kan jo altid trække i land og sige, at det ikke var det man mente … ikke helt  ….sådan. Ordene er sendt afsted… de er der ude… og kan aldrig trækkes helt tilbage. De gør deres virkning, og det er måske også meningen. Grænserne er blevet skubbet for hvad man kan sige.

Nogle af vores politikerne er enormt dygtige til at inspirere til hadefulde kommentarspor uden selv at komme i fedtefadet.

Pia Kjærsgaards facebook profil har ændret sig enormt, siden hun blev folketingets formand. Hun har altid holdt sin egen sti ren –sprogligt set, men hun har ikke blokeret for en slamflod af utilbørlige kommentarer, som i hvert fald tidligere stod øverst i kommentarfeltet på hendes facebookopdateringer. Nu er det vennerne der står øverst.

Andre kommer sikkert bare til at formulere sig uheldigt. Sådan kom vi i DK til at fornærme en milliard muslimer uden at vi ville det. Det skete efter sigende i et forsøg på at sætte gang i en debat om ytringsfriheden. Man var nemlig blevet træt af … selvcensur.!!! En forsvindende promille af denne milliard muslimer fik lavet sådan et postyr globalt, at verden ikke har været den samme siden.

Men er ytringsfriheden primært en tilladelse til at sætte gang i en proces, hvor det bliver mere og mere i orden at sige hadefulde og grimme ting om muslimer?

Frihedsrettighederne kan ikke gradbøjes skrev, skrev Pia Kjærsgaard engang på sin facebook profil. Sådan sagde Fogh også om ytringsfriheden, da Muhammedtegningerne satte verden i brand.

Det er selvfølgelig rigtigt, at en frihedsrettighed ikke kan gradbøjes på papiret. Men det er sådan med den slags menneskelige formuleringer (også dem i GL), at de skal forstås i deres historiske sammenhæng. Og Grundlovens fædre havde ganske givet ikke i tankerne at forsvare retten til at fornærme og såre en anden religions tilhængere. Ytringsfriheden er friheden til at fremsætte noget, man har på hjerte … noget som godt kan være kontroversielt og kritisk … uden angst for repressalier fra myndigheder og arbejdsgiver.

Den amerikanske digter Robert Frost har defineret en diplomat således: "A diplomat is a man who remembers a woman's birthday, but never remembers her age"

En anden amerikaner Caskie Stinnett, har en lidt mere barsk definition

["A diplomat is a person who can tell you to go to hell in such a way that you actually look forward to the trip" ]

En diplomat er en person der kan bede dig om at gå ad helvede til på en sådan måde, at du faktisk ser frem til turen.

Når jeg tager disse to eksempler frem er det for at nå frem til den pointe, at ytringsfrihed kombineret med sproglig elegance, nuancer, omhu og omtanke virkelig er et åndeligt våben, som kan forandre verden på den gode måde.

Men det fordrer, at vi passer på vores danske sprog. Passer på det på alle niveauer i uddannelsessystemet … fra vuggestue (her er det på sin plads at starte her) … til universitet ….og i den offentlige debat.

Vi kommer aldrig til at styre den slamkiste, som bobler lystigt på facebook. Men vi kan holde os for gode til at deltage i debatten på det niveau.

Hvis vi holder fast i og bevarer det danske sprog, så kommer det ikke til at gå os som edderkoppen, der havde travlt med at fange en flue. Så kom den til at se op og fik øje på en lang tråd. Den tænkte: Hvad er det for en tråd? og klippede den over!

Folkelighed (1848 – N.F.S. Grundtvig)

Byrd og blod er Folke-Grunde,

Ikke Luft og mindre Staal,

Fælles Ord i Folke-Munde

Det er Folkets Modersmaal,

Som det klinger, som det gløder,

Saa hos Danskere og Jøder

Holder det i skjulte Baand

Luftens eller Himlens Aand!

Til et Folk de alle hører,

Som sig regne selv dertil,

Har for Modersmaalet Øre,

Har for Fædrelandet Ild;

Resten selv som Dragedukker

Sig fra Folket udelukker,

Lyse selv sig ud af Æt

Nægte selv sig Indfødsret!

Hanne Drejergaard Kjeldsen