Nordjyske fredag den 26.7. 2019
VINDMØLLER: Kære byrådsmedlem Jørgen Bing (SF).
Hanne Drejergaard Kjeldsen og Jens Kjeldsen
Nu mens vi sidder her på vores gårdsplads og nyder aftensolens sidste stråler, skal du have en sommerhilsen som svar på dit velforberedte otte minutter lange indlæg vedr. Hjortnæs II på det seneste byrådsmøde i Hjørring (26.6.).
Som tilhørere må vi naturligvis ikke blande os debatten i byrådet.
Det er vi helt med på, men den tavse, indre dialog, som starter, når man hører udsagn, som udfordrer sagligheden, kan man jo ikke uden videre stoppe.
Den får nu mund og mæle i dette åbne brev til dig. For vi fornemmede en bekymringsskabende, demagogisk tendens, når du bruger folks klimaangst som begrundelse for et konkret mølleprojekt.
Du lagde ikke skjul på, at det var ubehageligt at skulle træffe en beslutning, når man faktisk vakler og egentlig gerne vil imødekomme alle parter i sagen, både de bekymrede borgere, som bliver naboer til kæmpemøller, samt mennesker, som gerne vil værne om kulturlandskabet, og dit bagland, som du havde været i forbindelse med.
Det er et ægte dilemma, og vi behøver naturligvis ikke minde dig om, at enhver i det danske folkestyre stemmer efter sin samvittighed.
Din lange klimaredegørelse kom til at virke som et figenblad for en beslutning, som du måske ikke stod helt bag. For vi taler jo ikke ”om” der skal møller op, men ”hvor” de skal stå.
Som politiker skal man i den grad vare sig for ikke uforvarende at blive stråmand for økonomiske særinteresser.
Nu har vindmølleindustrien en helt særlig interesse i Hjortnæs-møllerne.
Det gælder ikke bare mølleproducenterne, men det gælder i særdeleshed møllekøbmændene og af naturlige årsager de lodsejere og anpartshavere, der ejer de nuværende møller.
De er til gengæld i den situation, at de kan kalde deres motiver grønne, så man (næsten) ikke opdager, at et helt centralt motiv også er den krukke med guld, der står ved enden af regnbuen.
Der er gode grunde til at være kritisk over for motiverne!
Og som SF’er burde du have særlige forudsætninger for at udøve en form for mild kapitalkritik.
Vi vil sætte spørgsmålstegn ved, om den konkrete placering af kæmpemøller ved Børglum Kloster er så værdifuld for klimaet, som dit indlæg lod os forstå.
Selvfølgelig skal vi alle bidrage til at løse klimaproblemet - det skal Hjørring Kommune også. Og det gør den rigtignok også. Den fine klimaplan ”Bæredygtig energi. Vejen til grøn vækst”, som blev vedtaget, da du var formand for TMU, har et mål om 1000TJ. Men de er jo allerede rigeligt nået.
Men synes du, at det er i orden, hvis møllerne ender med at blive en belastning af et helt enestående kulturlandskab?
Måske er det lige nu slet ikke flere møller, der er det væsentligste for klimaet, men at få brugt den strøm, som møllerne kan producere.
Vi kan hver dag følge med i, hvordan møllerne ved Høgsted fungerer.
De står jævnt tit stille. Så sent som den første uge i juli stod de stille i hvert fald i fem dage til trods for en blæst på 10-12 meter i sekundet.
Den slags vejr må jo være guf for en vindmølle(ejer). Men nej! Møllerne bliver forhindret i at lave strøm, for nettet kan simpelthen ikke aftage al den strøm.
Det største problem er nu at få renoveret el-nettet, så det kan aftage den strøm, der kan produceres. Og dernæst drejer det sig om at få konverteret energiforbruget om til el. Det gælder opvarmning, transport og produktion.
En fornyelse af el-nettet er ifølge vores energiminister derfor uomgængeligt.
Et estimat over udgiften ligger på omkring 48 milliarder kroner. Det er jo en slat, men det er uomgængeligt. Det er vigtigt at sige det højt mange gange for at overdøve råbekoret af vindmølleentusiaster.
Og det kommer til at koste penge!
Hjørring Kommune er kulturarvskommune, og vi vil også gerne være turistkommune.
Her er Børglum Kloster en af turistmagneterne - et majestætisk og historisk monument på en af de bakkeøer, som Hjørring Kommune er bygget på.
Der skal ikke megen fantasi til at forudse, at otte møller på 150 meter vil komme til at dominere indsigten til klosteret fra alle verdenshjørnerne, for den gamle middelalderborg ligger som staden på bjerget, men bjerget er kun knap 90 meter højt.
Oplevelsen af klosteret, bakkeøen og landskabet vil blive totalt forandret. Det, som turister i dag kommer for at opleve, vil forsvinde.
Hvis du har mulighed for at besøge Vrå Kunstmuseum, så skulle du tage ind og se Svend Engelunds formidling af vores lokale landskab herude.
Det er de vandrette linjer, der dominerer, både i malerierne og i det faktiske landskab, og klosterbygningen - især kirken - føjer sig naturligt ind i dette landskab, så det næsten ser ud, som om klosteret er vokset ud af bakken. Det er et skue af stor skønhed, som fængsler, både når man kommer fra Furreby ad Børglumvej eller man kommer fra Stenum og kører ad Brønderslevvej mod Løkken.
Det er fint, at vi bevarer Rubjerg Fyr, men vi skal også bevare klosteret, hvis historie - alt andet lige - er meget længere og vejer meget tungere.
Til sidst skal også omsorgen for møllenaboerne nævnes.
Du henviser til en undersøgelse som angiveligt dokumenterer, at huse i møllenærhed ikke taber væsentligt i værdi.
Vi kender ikke undersøgelsen, men skal understrege, at den undersøgelse drejer sig om handler, der ”blev” gennemført. Problemet er jo, at mange huse slet ikke kan sælges, og at folk bliver stavnsbundne.
Afslutningsvis er vi nødt til at fastholde, at hvis vi af hensyn til klimaet har behov for præcis otte 150 m høje møller, så er der intet ”uomgængeligt” argument for at de ”skal” ligge lige ved Hjortnæs.
Hjørring Kommune har ikke nogen forpligtelse til at yde mere end alle andre. Vi er godt med allerede
Nordjyske Tidende 18.7. 2019
Det er bestemt ikke pynteligt at en frustreret formand for TMU i Hjørring lufter sine frustrationer i udemokratiske vendinger i en artikel i Jyllands Posten den 15.7. , hvor han slår til lyd for ”henvisninger fra regeringen til, hvordan man skal gennemføre langt flere klimatilpasningsprojekter”… med andre ord sætte en kæp i hjulet i forhold til de borgere, der helt lovligt og i pagt med ytringsfriheden og de demokratiske spilleregler i stort tal protesterer mod et konkret mølleprojekt, som vil krænke en af Danmarks meste enestående kulturperler i et landskab, som er helt enestående: nemlig Børglum kloster og bakkeøen, som klosteret ligger på.
Jeg kan forstå, at Søren Smalbro er ærgerlig over at være kommet i mindretal i denne sag i det udvalg, han er formand for. Der er høringsperioder, og kommunen modtager høringssvar, men man er åbenbart ikke interesseret i de kritiske røster, der advarer mod hovsaløsninger, som de berørte borgere og tilhængere af kulturværdier i givet fald vil skulle leve med i mange, mange år. Han ærgrer sig over, at han ikke bare kan køre sager glat igennem uden hensyn til borgernes vurdering af de gener, som f.eks. øget trafik af tunge tankvogne på små 6-8 meter brede landeveje gennem små byer vil medføre. De er jo ikke er planlagt efter de forhold et biogasanlæg fordrer.
Helt anderledes toner slog Søren Smalbro som nyslået formand for TMU an i forbindelse med en ulovlig kystsikring ved Mårup, hvor der blev hældt beton og sten ned ad skrænten. Ved den lejlighed udtrykte Søren Smalbro i pressen forståelse for den selvtægt, som den ulovlige kystsikring var. Og ligeledes havde samme Søren Smalbro ikke tid til at vente på den demokratiske proces sidste sommer, da han uden hjemmel noget sted fra gav tilladelse til at landmænd måtte hente vand i Uggerby å til markvanding.
Hvis Søren Smalbro er blevet fejlciteret i den nævnte artikel, så vil det pynte, om han straks skred til en korrektion af formuleringerne.
Jens Kjeldsen
Nordjyske Stiftstidende, Synspunkt, 6.2. 2019
Vindmøller ved Børglum Kloster
For øjeblikket pågår der en heftig debat vedrørende møller omkring Børglum kloster. Tilhængere og modstandere er i hår og skæg af hinanden rent verbalt og særdeles aktivt på de platforme, hvor den slags debatter kan foregå på skrift – og i et vist tempo. Skønhedsværdien kan diskuteres.
Det fyger i luften med beskyldninger fra begge parter, og man kan undre sig over, hvem man udkæmper denne stillingskrig for. Jo mere skinger røsten bliver, des mindre saglig. Og des mindre interessant er det for politikerne at lægge øre til.
Visse af indlæggene har dog været præget af stor saglighed - ikke mindst Paw Rytters fremdragen af formelle forhold vedrørende ejerforhold og retten til at opstille møller. Dette må virkelig bekymre politikerne.
Jeg forstår de nærmeste naboers indædte modstand, for det er et faktum, at huse, der bliver naboer til kæmpevindmøller, falder i værdi og måske endda bliver usælgelige. For den enkelte familie kan et helt livs opsparing til alderdommen forsvinde i kloakken på den måde. Den konsekvens kan man vel ikke med god samvittighed udsætte sine medmennesker for. Og da slet ikke uden at yde dem fuld kompensation. Men får de det?
Der står for øjeblikket otte 67 meter høje møller, som allerede nu dominerer udsigten op til klosteret, når man kommer fra Brønderslev. Især mellem Tolstrup og Stenum er der en strækning på ruten, hvor man ikke kan få øje på andet end møllerne. De nuværende, altså. Nu står de der – men deraf følger jo ikke, at det så er en god idé at sætte nye 150 meter høje møller op. 150 m er mere end dobbelt så høje, som dem der er. Inde i byerne må man de fleste steder gerne holde hund. Men deraf følger ikke, at man bare kan gå op i størrelse og give sig til at holde hest eller lignende i villahaven. De små møller og de store møller er kategoriforskellige, fordi kæmpemøllerne ganske enkelt er voldsomt dominerende i landskabet og virker skræmmende, når man nærmer sig dem. Det kan man ikke diskutere længe om.
Nogle vil hævde, at de er smukke. Ja, de kan være smukke i visse belysninger – hvorfor benægte det? Men jeg forstår da godt, at folk nødigt vil være naboer til dem.
Og frem for alt, de tilføjer IKKE landskabsoplevelsen noget positivt. Der står andre møller omkring klosteret, som burde skrottes øjeblikkeligt. Men hvem har myndighed til at sige, at de skal pilles ned?
Og hvem har myndighed til at sige, at kæmpemøllerne ikke skal op, fordi de vil krænke et kulturlandskab, som har været et turistaktiv siden turismen begyndte at etablere sig i Vendsyssel.
Tænk sig, hvis man kunne køre hele vejen rundt om klosteret og på hele ruten slippe for at skulle filtrere klosterbygningen fra i det møllenetværk, som allerede er der, og som der har været planer om at etablere. Det ville være en god inspiration i en turistfolder at kunne udpege en tur i kulturlandskabet, hvor alle fikspunkterne er markeret.
Men skal vi da ikke have alternativ energi? Selvfølgelig skal vi det. Vi kan slet ikke undvære det. Men vindenergi er nu ikke så grøn, som man vil gøre den til. Det kan debatteres hvor flot en mølles CO2 regnskab er.
Men kan nogen forklare mig, hvorfor der ikke i bygningsreglementet er indflettet krav om solceller i enhver ny bygning? Hvorfor er der ikke på alle offentlige bygninger krav om, at der anbringes solceller, hvor det er muligt og forsvarligt. På Aarhus Akademi fik man solceller på taget i forbindelse med en ombygning omkring 2012. Har man solceller på Hjørring Gymnasium?
Hvorfor er der ikke en gulerod til de husstande, som etablerer jordvarme eller lignende? Hvorfor forbyder man ikke private kompostbunker; de er faktisk nogle af de værste CO2 udledere? Alt komposterbart affald burde gå i biogasanlæg.
Det er ikke vindmøller på land, der skal redde verdens klima, så længe vi ikke engang kan komme af med den strøm, der bliver produceret ved hjælp af møller. Hvorfor forskes der ikke ligeså intenst i opbevaring af strøm, som der forskes i at producere den på alternative måder?
Så længe alle disse spørgsmål ikke får gode svar, så længe er det vel i orden at hæve kritiske røster mod enkelte mølleprojekter, uden at blive beskyldt for at være mod vindenergi og klimaspørgsmål.
Der er vel også andre vurderinger, der bør tælle med i overvejelsen over, hvorvidt så store møller vil passe godt ind i landskabet omkring Børglum kloster.
Desværre er kongelig bygningsinspektørs udtalelse ikke at finde i de bilag som Teknik-og Miljøudvalget har fået at tage stilling til. Men han skriver:
Vindmøllerenergi er god energi. Det er svært at være andet end positivt stemt overfor vindenergi. […]
Men principielt er jeg betænkelig ved at opstille 8 meget høje vindmøller i et område, der er så markant præget af kultur-og arkitekturhistorie som det er tilfældet i denne sag. Et større antal middelalderkirker er nærmest grupperet rundt om det påtænkte vindmølleareal.
På et eller andet tidspunkt svinger balancen mellem at tilgodese vigtige nationale ”grønne” interesser og mellem at tilgodese vores kulturarv af national betydning. Og det er ikke de kulturhistoriske aspekter der tilgodeses. Det er ikke relevant at ofre 1000 år Danmarkshistorie for at tilgodese kortsigtede interesser.
Han slutter med at anbefale en anden placering af de 8 møller.
Her skæres der gennem alle andre argumenter for eller imod, om visualiseringerne er sande eller falske, om motiverne er grønne eller økonomiske.
Jeg tror ikke politikerne i Hjørring kommune har lyst til at ofre 1000 års Danmarkshistorie for at få en tvivlsom øjeblikkelig grøn gevinst, som også kunne høstes andre steder.
Spørgsmålet er, om de også har det mod, der skal til.
Med venlig hilsen
Hanne Drejergaard Kjeldsen
pens. lektor og pastor emer.
Vejbyvej 406
9480 Løkken
Nordjyske Stiftstidende tirsdag d. 26.3. 2019
Lige lovlig kynisk
Det ville selvfølgelig være dejligt med et overblik over Danmarks energipolitik. Men var det nu også det, vi fik i Søren Pedersens debatindlæg?
Og hvad sker der i virkeligheden, hvis vi hæver os op og ser tingene i helikopterperspektiv?
Søren Pedersen udtaler sig både på det generelle niveau og på det helt konkrete niveau. Det drejer sig nemlig om, at han gerne vil have så mange møller som muligt op ved Hjortnæs – lige klods op ad en række små bysamfund, bl.a. Stenum, som vil komme til at ligge meget tæt på, og Vrensted som også vil komme til at ligge tæt på. Fra disse perspektiver forsvinder relevansen for et helikopterperspektiv.
Er det ikke lovlig kynisk at skynde sig op i helikopteren og lade hånt om de konkrete problemer, som familier, der kommer til at bo i skyggen af så høje møller, får? Men det er jo ganske bekvemt at sætte sig til rette i helikopteren og kigge ned på de små mennesker, der bare ligner små myrer på den afstand.
Myrer, det er sådan nogle, vi træder på, helt uden at lægge mærke til dem.
Der er enkelte påstande i indlægget, som ganske enkelt ikke er korrekte. Regeringen forlanger ikke, at kommunerne skal finde placeringer til landvindmøller for at leve op til klimaforpligtelser. Det har Hans Chr. Schmidt nu efterhånden slået fast mange gange. Og det er ikke sådan, at det lokale selvstyre bliver sat på standby, hvis kommunen ikke anviser placeringer.
Det, der skete i Østerild, har intet med landvindmøller på 150m at gøre. Det, der skete dér, var, at staten placerede et statsligt testcenter til forsøgsvindmøller, der er meget højere end 150m.
At evt. nye møller ved Hjortnæs skulle generere mange penge til lokalområdet er også en sandhed med modifikationer. Den grønne ordning er afskaffet, og de penge, som tilsyneladende generøst er sat i spil i forbindelse med Hjortnæs II, er penge, som onde tunger kalder hold-kæft bolsjer. Og det er under alle omstændigheder pebernødder i forhold til, hvad ejendomme i området taber i værdi. De familier, der i givet fald bliver naboer, vil ikke blot ”føle sig generede” – de bliver rent faktisk påvirket negativt på livskvalitet - og måske endda på helbred, for det er langtfra tilbagevist, at møllernes lavfrekvente støj om natten øger risikoen for slagtilfælde. Men den slags er det svært at få øje på fra helikopterperspektivet.
Men lad os nu bare hæve os lidt op over de nære hensyn og se på vindenergi generelt.
Tyskland har brugt over 500 milliarder euro på vedvarende energi. Men det har overhovedet ikke nedsat deres CO2-udledning. Den har været uændret i de seneste 10 år. Tyskland har den næsthøjeste pris på el i Europa. Danmark har den højeste, og her tænkes ikke kun på den pris, den enkelte forbruger betaler, men også den pris, som vi som samfund betaler – altså statsstøtteordninger. Det skyldes også, at vi eksporterer el til Norge, men nordmændene betaler næsten ikke noget for den strøm, de køber i DK. I 2017 aftog Norge ca. en tredjedel af den energi danske møller producerede. Det svarer til en indtægt på et par milliarder til DK. Men jo flere vindmøller nordmændene sætter i deres eget land, jo mindre bliver der plads til el fra danske vindmøller. Vi kommer derfor nemt til at ende med at skulle betale for at komme af med den el, som vi er nødt til at producere for at opretholde spændingen på nettet. Det foregår allerede. Det er det, der kaldes negativ strøm.
Men hvis ikke spændingen på nettet opretholdes, ja, så risikerer man, at det bryder sammen.
Det bliver ikke mangel på el, der lukker for strømmen i kontakten. Det bliver langt snarere mangel på afsætning af el, der kommer til at lukke for strømmen i kontakten.
Se, det var, hvad jeg fik øje på fra helikopterperspektivet.
Hanne Drejergaard Kjeldsen
Beskyttelse af kulturværdierne i landskabet
Fra tid til anden dukker der konkrete vindmøllesager op, som når frem til avisernes forsider. Det er sjældent, at de kommende naboer hilser kæmpemøllerne velkommen.
Engang var vindmøller en form for landskabsforurening, som man tålte, selvom de bestemt ikke tilføjer oplevelsen af naturen eller kulturlandskabet noget positivt.
Nu er vindmøller blevet så store, at der ikke længere er tale om en mindre indgriben i landskabet. Vindmøller er store industrikonstruktioner, som præger landskabsoplevelsen i en radius på 10 til 15 km i bedste fald. Dér, hvor de mest markante landskabsoplevelser er, dér vil kæmpevindmøller helt overdøve alt andet karakteristisk i landskabet. Dertil kommer, at de jo ikke endnu er frikendt for at skade helbredet hos de nærmeste naboer. Det er ikke bevist, at de skader, men de er bestemt ikke frikendt for det.
Der er et hav af både saglige og rimelige personlige motiver for private til at protestere mod konkrete vindmølleplaner. Men omvendt er det ikke nødvendigt at argumentere for, at vi skal have vindenergi, for det står slet ikke til diskussion. Vi skal have vindenergi og masser af det, men ikke over det hele.
Protesterne er indtil videre lokale forsøg på at råbe kommunalpolitikere op. Men måske bør protesterne bredes ud og blive mere nationale, for der er tilsyneladende ingen steder i DK, som er fredet mod vindmøller.
Jo, man vil nok ikke sætte kæmpevindmøller op i nærheden af Amalienborg; så vil befolkningen komme til tasterne. Men hvad så med Gråsten Slot? Møns klint? Himmelbjerget? Eller hvad med Børglum Kloster, det oprindelige hovedsæde for Aalborg Stift? Er det ikke fælles national kulturarv, som har krav på en beskyttelse ud over den, der ligger i kommunalt regi?
Beskyttelse af sådanne nationale klenodier er også beskyttelse af Danmarkshistorien.
Hvem passer på sådanne fælles nationale klenodier? Er der ikke nogle myndigheder, som træder
i funktion og siger: Dette er fælles dansk kulturarv, som vi bevarer i så ren en skikkelse som muligt for de efterkommere, som har brug for at vide, hvem de er, og hvor de kommer fra?
Hvem passer på de nationale kulturværdier i landskabet, når de trues af en hæmningsløs vindmølleindustri? Er det Nationalmuseet, Biskopperne, Stiftsøvrighederne, Kirkeministeren, Kulturministeren, Naturstyrelsen, de kongelige bygningsinspektører, Slots-og kulturstyrelsen?
Hvem er det?
Og for at citere Shu-bi-dua lidt frit: Der må for fa’en da være no’en!
Med venlig hilsen
Hanne Drejergaard Kjeldsen
Pens. lektor og sognepræst emer.
Nordjyske torsdag d. 9.5. 2019
Pengene kan ikke købe alt
Skal én bygherre have lov til at definere og beherske landskabet i generationer?
I påsken kom der et erhvervstillæg i Nordjyske, som jeg nu efter hånden har læst flere gange. Der bringes en tilsyneladende afbalanceret artikel, som bygger på interviews med eksperter tæt på vindmølleproblematikken. Den ene, Karl Sperling, er lektor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet; den anden, Martin Risum Bøndergaard, er politisk chef for Wind Denmark. Den sidste er således talerør for vindmølleindustrien.
Når jeg siger, at artiklen tilsyneladende er afbalanceret, så skyldes det, at den sammen med artiklen De tusind møllers land og en Plusartikel, som viderebragte meningsmåling fra Panel-Nordjylland får italesat vindmølleproblematikken i generelle termer.
Når man har læst alle tre indlæg i debatten, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man er gået glip af budskabet. Hvad var formålet med artiklerne? Var det at dreje debatten væk fra de konkrete vindmølleprojekter, som for øjeblikket sætter sindene i kog. Var det at gøre debatten mere generel?
I hvert fald var spørgsmålet: Synes du, at vi på dansk grund har for mange, et tilpas antal eller for få landbaserede vindmøller? som Panel Nordjylland blev stillet så generelt, at svaret på det må siges at være ret intetsigende. Svaret lød: Hver anden nordjyde synes, der er plads til flere landbaserede vindmøller. Men panelet blev ikke spurgt hvor møllerne skulle stå. Selvfølgelig, bliver svaret, at der er plads til flere vindmøller i Danmark, når man spørger så generelt.
Artiklen, Stormen om de store vindmøller, italesætter vindmøllerne med respekt for de problemer, som de afføder i forbindelse med konkrete projekter. Men alligevel undlader man at komme ind på de ting, der virkelig gør ondt. Det gælder om at have lokalbefolkningen med, mener Karl Sperling. Men det, indrømmer han, er svært, for projekterne er allerede kommet langt, når borgerne åbnes mulighed for at blive hørt. Men hvordan skulle man kunne inddrage den lokale befolkning tidligere end det sker i dag? Der skal jo først være et projekt, inden man som borger kan tage stilling til det. Man kan selvfølgelig sende en skjald ud i borgerforeningerne, som lovsynger vindmøllerne i varme toner og lover guld og grønne skove. Men hvordan skulle en borgerforening kunne sige ja til guld og grønne skove på medlemmernes vegne, når de lokale borgeres boligers værdi falder til nul og nix? Måske kan den lokale befolkning ”gå sammen i et vindmøllelaug og købe andele i en vindmølle for så løbende at høste et udbytte”, foreslår han. Udbytte til hvem? spørger jeg? Eller Karl Sperling forestiller sig gaver til lokale foreninger. En god idé, men er prisen så, at man fraskriver sig retten til at protestere, når møllerne viser sig at være til stor gene og ugunst for området? Lad os ikke være naive! Vindmølleenergi er nødvendig for en fremtidig vækst i DK, men de kan ikke sælges som frelse og redning til små lokalområder. De er problematiske fordi:
De smukke ord, om at man får ret til at købe en vis procentdel af møllerne, er ren luft. Ingen privatmand ved sine fulde fem vil investere i så store anlæg. Det er jo risikovillig kapital, der gambles med - og ikke en sikker opsparing!
Kommunerne kommer ikke uden om at forholde sig til, at man ikke kan satse både på turisme og på gigantmøller.
Det er rigtig nok, at vi i det daglige ikke altid lægger mærke til de vindmøller, som vi kommer forbi i vores nærområde. Men så snart vi selv er turister i et nyt område eller et nyt land, så lægger vi mærke til dem. Det er landskabsfremmede elementer. Det er enorme kraftstationer, som dominerer horisonten mange kilometer væk. De gør landskabet uinteressant ved at forvrænge proportionerne.
Nordjylland er vindmølleland - og mange flere gigantmøller er på vej, lød en af overskrifterne. Det lyder ligefrem skræmmende.
Jeg savner svar på et spørgsmål, som ingen endnu har interesseret sig for at svare på. Det fremgår af Nordjyskes grundige kortlægning af vindmøller og deres output i Nordjylland, at der med de nuværende møller produceres 3,9 MWh per indbygger. Men hver indbyggers gennemsnitlige forbrug er kun på 1,6 MWh om året. Hvorfor skal vi så have nye store landvindmøller over det hele? Der er jo nok strøm lige nu. Kan vi ikke slå koldt vand i blodet og tøve en kende og så arbejde på at få dem ud på havet? Danmarks energiforsyning skal da ikke lægges i hænderne på små private borgerforeninger? Det er en statslig opgave at stå for energiforsyningen.
Dernæst: Hvordan vil man overbevise de private ejere af mange mindre møller rundt omkring i landet, om at deres mølle skal pilles ned som følge af energiforliget? De kommer da til at levere strøm så længe det er en god forretning. Man kan vel ikke krænke ejendomsretten sådan uden videre.
Og lad os bare være ærlige. Der er enorme summer på spil i vindmølleindustrien. Ellers ville de ikke sende muldvarpe og snushaner ind i borgerforeninger for at massere en positiv stemning frem om vindmøller. Man ville vel ikke forsøge at købe sig til folks afkald på retten til protestere og klage, hvis ikke der var rigtig mange penge i det.
Men penge kan ikke købe alt.
Kærligheden til naturen, landskabet, og ens egen bolig og familiens helbred betyder meget mere end man lige skulle tro.
Træk en linje i sandet. Lad os sige, at vi har nok strøm indtil havvindmøllerne for alvor kommer i gang.
Hanne Drejergaard Kjeldsen.
Nordjyske Stiftstidende 11.6.2019
Har vi ikke møller nok nu?
For øjeblikket diskuteres der klimapolitik i forhandlingslokalerne på Christiansborg. Klima er blevet et emne, som ingen ved sine fulde fem tør undervurdere. Specielt ikke efter valget. Det er vigtigt at tale om det, og det bliver også gjort. Men hvad skal der gøres ved det?
Er kæmpevindmøller på land løsningen? Ja, vil alle med jord, de kan stå på, mene. Ja, vil alle mene, der har andele i gamle møller, som står til at blive skiftet ud. Der er nemlig masser af penge i det. Vindmølleindustrien er måske Danmarks mest magtfulde industri. Det er måske også Danmarks mest subsidierede industri.
Det er selvfølgelig rart at kunne camouflere ens glæde ved penge under en grøn omsorg, som fortalerne for landvindmøller aldrig forsømmer nogen lejlighed til at gøre. Det er tilsyneladende grøn etik at være for landvindmøller. Men grøn omsorg er ikke gjort kun med vindmøller. Der skal meget mere til.
Kø
ved
håndvasken
På onsdag skal TMU i Hjørring Kommune debattere mølleprojekt Hjortnæs II. Isoleret set, dvs. som enkeltstående projekt er der mange grunde til at lade projektet falde, for der mangler lokal opbakning al den stund den lokale modstand er til at tage og føle på.
Men også af hensyn til turismen er det en rigtig dårlig idé at rejse kæmpevindmøller omkring Børglum kloster.
Det hævdes fra mange sider, at vindmøller er en seværdighed, der trækker turister til. Så har vi rigtig mange seværdigheder heroppe! Men hvor bli’r turisterne af?
På en smuttur til Vrå fra Sejlstrup (ca. 9 km) i dag kørte vi først forbi 4 store møller mellem Sdr. Rubjerg og Vejby; på ruten til Vejby dukker møllerne (8 styk) fra Hjortnæs I op i den sydlige horisont, dernæst 4 store møller mellem Smidstrup og Vrå. På turen kunne vi ”nyde” synet af 5 kæmpevindmøller ved Høgsted, mens 6 kæmpemøller ved Ugilt flimrede i horisonten mod nordøst. 3 kæmpevindmøller dominerer horisonten mod nord, og minsandten om ikke 4 store møller ved Sønderlev strålede kridhvidt i solen mod nord. 34 store og kæmpestore møller! Det er seværdigheder, der vil noget!
Hvad skulle vi i Vrå? Se udstillingen ”Ind i landskabet” på Vrå kunstmuseum. Endnu engang en lejlighed til at fordybe sig i Engelunds fortrolighed med og evne til at formidle vores landskab. Dramatikken i hans landskabsfortolkning fungerer fint uden møller!
I dag kan man ikke køre 3 km i det landskab uden at støde ind i vindmøller.
Mon ikke vi er ved at have nok møller herude?
Hvis de store møller skulle skiftes ud med kæmpevindmøller, så ville der ikke være ét sted på denne egn, hvor blikket kan falde til hvile i et landskab uden møller. Vi, der holder af at bo i Vendsyssel … vores blik søger altid mod horisonten. Det er dét, der er vores landskabs kendetegn og grundlæggende værdi – den vide horisont.
På en køretur ned gennem Jylland opleves landskabet helt anderledes. Blikket søger ikke horisonten, men følger landskabets bløde kurver. På sådan tur for nylig slog det os, at der faktisk ikke var én eneste synlig mølle fra syd for Århus og til Horsens. Intet kan måle sig med et dansk forårslandskab med en overdådig frodighed i de ny-udsprungne løvskove. En hvile og en glæde for øjet.
Dén mulighed er for altid tabt heroppe, for vi kan se kæmpemøllerne mindst 15-20 km væk, fordi intet landskabspunkt rager højere op end 90 meter. Men kæmpevindmøllerne rager 150 meter op.
Et opfordring fra mig ville være at bevare indsigten til Børglum Kloster … helt uden møller. Udsigten derfra er for længst invaderet af møller stort set i alle verdenshjørner. Men indsigten – muligheden for at lade klosteret fortælle sin egen stilfærdige historie uden en forstyrrende fortælling fra en kapitalstærk og stærkt subsidieret vindmølleindustri – det ville være en unik turistattraktion … og en daglig glæde for os, der bor i omegnen.
Det ville være skønt engang at høre, hvordan vindmølleindustrien selv ville italesætte omsorgen for kultur- og naturværdierne i landskabet.
Nu hviler hele det tunge ansvar på teknik-og miljøudvalgets politikere og politikerne i Hjørring Byråd.
Hanne Drejergaard Kjeldsen
Kronikforslag indsendt til Kristeligt Dagblad 25.10 2018
af Hanne Drejergaard Kjeldsen
Der var engang, hvor vindmølleentusiasmen næredes af en begejstret tro på, at vindmølleenergi ville være grøn – måske endda økologisk.
I 1989 blev jeg og min mand ejere af 10 anparter i en mindre mølle, som skulle producere strøm til ENV. Vi var ikke så begejstrede til at begynde med, for møllen skulle stå lige midt i vores Engelund-udsigt ud over bl.a. Sejlstrupgårds marker. Den udsigt har altid været en daglig glæde, og den var vi faktisk lidt kede af at få spoleret på grund af den her mølle. Som plaster på såret kunne vi så ligeså godt tjene lidt penge på den. Nu kom den så alligevel ikke til at stå øst for vores hus. Men da havde vi tegnet os for nogle anparter.
Entusiasmen var ægte og det var ildsjæle, som bar projektet frem. Der blev i fuld alvor diskuteret hvilke vingetyper, man skulle foretrække. Der var nemlig et firma i Jerslev, som producerede økologiske vindmøllevinger af træ. Det endte dog med almindelige glasfibervinger, som man ser dem alle vegne. Tjente vi så en masse penge? Nej, men vi satte nok heller ikke nogen til. Det var ikke så store beløb vi skulle tegne os for. Møllen står der endnu og generer naboerne med støj … når den ellers virker, for det gør den som oftest ikke. Vi solgte vores anparter, da møllen blev overtaget af nogle andre. Da havde den tjent sig selv ind. Og i virkeligheden burde den tages ned nu, for den er ikke en stabil leverandør af grøn energi.
I dag er det helt anderledes møller, der er på tegnebrættet, og de nøjes ikke med at spolere en enkelt smuk udsigt for nogle få naboer. De er gigantiske konstruktioner, som præger landskabet så langt øjet rækker hele horisonten rundt.
Den udsigt jeg for nogle år siden var bange for at miste, den er nu spoleret af fem 150 meter høje møller, der står 11 km væk i luftlinje. Jeg ser dem hver morgen, når jeg sætter mig til min pc, og de står dér også og lyser i solnedgangen og vidner om alt andet end grøn energi og økologisk tankegang. Lige nu fra mit skrivebord kan jeg udover de fem 150 høje mød øst ligeledes se nogle 150 meter høje møller, der ligger omkring 15 km væk. Selv jordens krumning kan ikke skjule dem. Og mod nord kan jeg se tre 150meter høje møller 7-8 km væk i luftlinje. Det fortæller noget om hvad gigantmøller gør ved landskabet.
De er grådighedens monumenter i et landskab, der efterhånden overtages mere og mere af enorme industrianlæg i form af gigantmøller og biogasanlæg, som dækker god landbrugsjord. Der er stadig grønne afgrøder på markerne herude, og der står stadig køer og tygger drøv på markerne, men afgrøderne ryger for en stor dels vedkommende direkte i biogasanlægget. Det gælder for en stor del af de roer, der dyrkes i dag. Det gælder majs. Et par km herfra fyrer en storbonde med korn i sit fyr til opvarmning.
Det er lykkedes vindmølleindustri og politikere at sælge forestillingen om, at vindmølleenergi er grøn. Der har dog været sået berettiget tvivl om, hvor godt CO2-regnskabet er for en vindmølle, men det snakker ingen om, for strømmen er jo grøn. Det er til gengæld tilblivelsen af møllen ikke. Der har været malet med epoxyholdig maling med store helbredsskader til følge for de malere, der har stået og malet vinger. Der er mennesker, som generes af lavfrekvent støj med helbredsskader til følge. Men alt bliver dysset ned, for der er store penge på højkant. Penge som ryger lige ned i foret på lodsejere og vindmølleopstillere. Hvor kommer pengene fra? De kommer i høj grad fra staten, som yder enorme tilskud og fra en garanteret pris på strøm, som forbrugerne og staten betaler. Vindmølleøkonomi er ikke en selvbærende økonomi. Den er subsidieret i et vist antal år efter møllens opstilling. Mange landmænd er ikke længere bønder, de er industrimagnater og energiproducenter, og de praler endda af det. Al snak om landmandsliv som en livsform er en forløjet Morten Korch-idyl - en form for figenblad, som dækker over grådighed og en evig jagt på maksimering af udbyttet.
Her kan den lille mand ikke være med. At være nabo til kæmpevindmøller er en kæmpeudfordring.
I Hjørring kommune - og vel også i nabokommunerne - går vindmøllesager igennem nåleøjet trods velargumenterede og velbegrundede indsigelser fra de borgere, som bliver naboer til møllerne. Man lægger hovedet på skrå og lytter langmodigt til alle klagerne, og så ender man med at vurdere – uden begrundelser – at møllerne ikke har væsentlig indvirkning på hverken fysisk helbred, mental sundhed, naturoplevelse eller landskabspleje.
Og lige nu står vi med nogle mølleprojekter, som er ved at indramme en af Danmarks kulturperler i klasse A, nemlig Børglum Kloster. For en sikkerheds skyld vil jeg allerede her pointere, at jeg ikke skriver dette for at forsvare godsejerfamilien og deres interesser. Jeg ser mølleprojekterne som en krænkelse af et landskab, der er helt enestående. Børglum klosters bygninger har siden middelalderen været en del af dette landskab. Man kan ikke adskille bygning og landskab. De hører sammen i en storslået visuel oplevelse, som Hjørring kommune i øvrigt gerne brander sig med på kommunens it-platforme og brochurer.
Hvem beskytter Børglum Kloster mod at blive plastret til med kæmpevindmøller, som vil komme til at præge landskabet omkring dette historiske vartegn 30 år frem i tiden?
Der er planer om at rejse fire 125 meter høje møller med en rotordiameter på næsten det halve af tårnet nord for klosterkirken, og der er planer om at rejse otte 150 meter høje møller syd for klosteret. Hvad enten man nærmer sig klosteret fra den ene eller den anden side, så vil man skulle forsøge af indfange dette gamle og imposante landskabselement i et flimmer af møllevinger, som vifter op over Børglum bakke, som ikke er højere end tre femtedele af en mølle på 150 meter.
Hvem passer på sådanne fælles nationale klenodier? Er der ikke nogle myndigheder, som træder ind og siger: Dette er fælles dansk kulturarv, som vi bevarer i så ren en skikkelse som muligt for de efterkommere, som har brug for at vide, hvem de er, og hvor de kommer fra?
Stifterne er sådan en myndighed. De har den mulighed, at de kan nedlægge veto mod at krænke indsigten til og udsigten fra vore kirker. Kirkerne anses nemlig for så enestående en del at den danske kulturarv, at de falder ind under en særlig beskyttelse.
Derfor er Sejlstrups lille granitkirke, som ligger midt ude i det åbne land, en kirke, som kan kalde på stiftets beskyttelse. Det skete også et kort øjeblik, da Aalborg stift i 2016 nedlagde veto mod at rejse 150 meter høje møller lige mellem den lille kirke og Børglum klosterkirke, dér hvor man nu vil rejse 125 meter høje møller. Det var den lille kirke, som blev beskyttet og ikke den store – den som er turistmagneten, den der har den bedst dokumenterede historie, den som optræder i H.C. Andersens eventyr om Bispen på Børglum, den der er residens for biskop Stygge Krumpen, hovedperson i Thit Jensens roman af samme navn. Vores kirke har ikke nær den samme historie. En dag når befolkningen herude er skrumpet ind til næsten ingen ting, fordi de ikke kan lide at bo som naboer til kæmpevindmøller og i slipstrømmen fra biogasanlæg, så vil man lukke den, bære de hellige kar ud og lade den så ubrugt. Men Børglum kloster vil stadig stå der og fortælle sin historie. Den vil fortælle om den sidste katolske biskop på Børglum, om forskellige ejere og meget andet … og den vil fortælle om de skamstøtter over grådighed, som ustandseligt vifter ind over den smukke bygning, som har været rammen om ufatteligt mange menneskers liv.
Hvorfor vil Stiftet ikke beskytte klosterkirken mod vindmøller? Det hedder sig, at det er fordi den ikke er sognekirke. Den er privatejet. Det er så møllerne også, vil jeg lige indskyde. Hvorfor er den private ejendomsret i mølleregi så meget mere værd at beskytte end den private ejendomsret til en gammel middelalderkirke.
Kirken er faldet lige ned midt mellem nogle administrative definitioner, som kun spiller en rolle i juristers hoveder.
Jeg savner en biskop, der brøler sit veto fra Børglum bakke og ud over tagene i de omkransende byer. Ikke et råb fra tagene, blot et råb fra Børglum bakke.
Men indtil videre er det folkekirken som økonomisk paraply, der lukker Børglum klosterkirke ude fra kirkebeskyttelse, og det endda til trods for, at den ikke koster folkekirkeorganisationen penge. Den fungerer nemlig ganske gratis som sognekirke i sommerhalvåret.
Der er højmesse om søndagen – ikke hver søndag – for præsterne betjener også de mindre kirker for foden af bakken i det populære turistområde omkring Løkken, Furreby, Rubjerg og Lyngby. Men turisterne har bestemt mulighed for at komme helt gratis ind og opleve kirken i levende brug. Den bruges til begravelser og bisættelser for egnens befolkning. Og de har ligeledes mulighed for at blive viet i kirken uden ekstra beregning. Udensogns folk uden speciel tilknytning til kirken kan også blive viet i kirken, men mod et mindre gebyr, som deles ligeligt mellem kloster og menighedsråd. Der holdes koncerter i kirken, som med sin levende akustik også gør en koncertoplevelse helt speciel. Menighedsrådet har således ikke en krone i udgift på kirken. Alle udgifter påhviler ejeren. Det kan man også godt se inde i kirken. Den trænger til en kærlig hånd. Men ingen godser kan i dag generere så store penge, at der er nok til en ordentlig vedligeholdelsesstandard af gamle middelalderkirker. For en del år siden trådte Nationalmuseet til og sørgede for at kirken fik nyt tag. Nye tage sorterer nemlig under Nationalmuseet. Hvis man i dag lukker en gammel kirke, og der ikke længere er et kirkefolk til at tage sig af den, så påhviler det nationalmuseet at holde taget i orden.
Jeg ved ikke om klosteret har søgt fondsmidler til indendørs vedligeholdelse, men måske ville man kunne søge de samme fonde, som ofte er generøse over for kirker, der endda er under folkekirkens økonomiske paraply.
Kirken er som sagt den kirke, som Stygge Krumpen regerede fra – Danmarks mest berømte og tøjlesløse biskop.
Lige nu savner jeg et biskoppeligt brøl, som skærer igennem alt juristeriet og erklærer kirken for sognekirke, med al den beskyttelse, der følger af dette – lige med undtagelse af økonomiske rettigheder. Kirken optræder jo også på Aalborg Stifts hjemmeside, selvom den er privatejet. Derfor bør den have samme beskyttelse som de småkirker, der ligger for foden af Børglum bakke. De to i Børglum og Vittrup er bygget engang i 1930’erne som varmestuer for sognebørnene om vinteren, for klosterkirken er ikke opvarmet. Også alle de små fine granitkirker, som ligger spredt ud i området, og som engang hørte under klosterets jurisdiktion … alle disse små kirker er folkekirker i den forstand at folkekirken via stiftet varetager deres interesser og økonomi.
Folkekirke eller ikke folkekirke – kirkefolket er ikke blevet hørt i denne sag. Børglum kloster er ikke blot godsejerparrets kirke, den er sognets kirke og den er vendelboernes kirkevartegn og den er hele Danmarks klenodie.
Hvem beskytter Børglum kloster og Børglum bakke med den enestående fredede udsigt ud over et landskab, som adskillige malere som f.eks Svend Engelund, Johannes Hofmeister og Poul Anker Bech, har fortolket for os.. Turister kommer langvejs fra for at opleve dette enestående landskab, som endnu kun skæmmes af halvfjers-meter høje møller. Det skrev Nana Thirup en smuk og vemodig kronik om for et par år siden: Nekrolog over et landskab.
Nu kan turisterne jo bare tage nogle andre steder hen. Men vi der bor her – hvad med os? Vi elsker denne egn. Folk har slået sig ned her fordi de elsker den skrøbelige blanding af barsk Vesterhavslandskab med af morænebakker, hvor folk gennem tiderne har rejst hvidkalkede kirker på de synligste højdepunkter: Thise kirke, Vennebjerg kirke, Sct Catharinæ kirke i Hjørring - og lad os da bare inkludere Rubjerg fyr, som staten og kommunen nu vil flytte 40 meter længere ind på land, så det ikke går den som det gik Mårup kirke. Og så er der Børglum bakke med den imposante hvidkalkede klosterkirke og klostergården. Disse er landskabselementer – for os almindelige mennesker - en immateriel værdi, som vendelboere og turister holder uendelig meget af. De er fikspunkter i horisonten, hvordan man end bevæger sig rundt i vores egn. De vil blive totalt overdøvet af møller, som er omkring 50 meter højere end de højeste landskabsformationer.
Hvem passer på alt dette, når der er gået juristeri, kassetænkning, og det-er-ikke-mit-skrivebord tænkning i det.
Hvordan får vi de lokale politikere i tale, når i øvrigt velbegrundede indsigelser ikke taget alvorligt.
Hvem brøler op, når de lokales kamp er uden slagkraft?
Er det Nationalmuseet, Biskopperne, Kirkeministeren, Kulturministeren, Naturstyrelsen, de kongelige bygningsinspektører, Slots-og kulturstyrelsen?
Hvem er det?
Jeg vil slutte med at citere Lars - en af de naboer, som i givet fald vil komme til at bo 569 meter fra en 125m høj mølle:
”Se nu for fanden at komme ind i kampen!”
Nedenstående artikel skrev min far på baggrund af de sommerferier vi tilbragte i Lønstrup i 1954 og 1955. Min far var sognepræst fra 1948 til 1958 i Sdr. Kongerslev i Himmerland. Inspirationen har han hentet på ture, vi foretog rundt om i Vendsyssel i vores Morris Minor; og på de ture lærte jeg at sætte pris på den egn, som jeg siden har slået mig ned i.
Torsdag den 4. august 1955
Aalborg Amtstidendes kronik
Af N. Jul Petersen
Det er i grunden et stort privilegium at kunne tage ud i det danske landskab og mætte sit sind med indtryk af naturskønhed og ældgammel historie og kultur. Og det er jo slet ikke nødvendigt at tage langt af led for at faa oplevelser. Alene Himmerland og Vendsyssel rummer en sådan rigdom af skønhed og minder, at der er nok til mange udflugter.
Vendsyssel – de store vidders og udsigters landsdel, underligt dannet som af en mægtig haand, der nænsomt har strøget hen over landet, så det fra de store flader mod siderne stiger og breder sig ud i et vældigt højdedrag mod midten. For aartusinder siden var det omskyllet af vand. En anselig ø har det været, og hvor vandet før den store landhævning skete, har slikket øens strande, der hvor nu moser ligger og aadale kiler sig ind mellem bakkerne, har man kunnet skimte mindre øer i havet . Hjørring Bjerge, Lønstrup Klinter, Rubjerg Knude, Børglum Bakke, Thise (Thyrs Vi) Bakke, Hammer Bakker hedder de nu.
Står man paa toppen af en af bakkerne i Tolne Lynghede, ser man dem hinsides gammel havbund mod nord og vest, og fra Thorsmark ved Brønderslev skimtes de i synsranden mod vest og syd.
Der er over disse egne en egen storladenhed, som næppe mærkes saa stærkt nogetsteds i Danmark ellers. Bevidstheden om landets tilblivelse og de spor, som menneskene har draget efter sig gennem bosætning, rydning, dyrkning og byggeri bidrager sit til at stemme sindet til andagt og ydmyghed.
Saadan føles det, når man en aften ved solnedgang gaar sønderud ad vejen fra Lønstrup mod Mårup kirke. Et lille stykke syd for byen forlader vi nutiden, hvis mest anmassende tegn er den sommerhede asfaltvej. Og saa snor vejen sig i støvet op mod den gamle forladte kirke.
* * *
Her stod denne aften et par ældre mennesker, mand og kone fra et nærliggende husmands-sted. De stod yderst paa klinten, hun med hænderne stukket ind under et hvidt forklæde, han med de haarde arbejdsnæver lukket om hinanden paa ryggen. Der er styrke og ro om dem, som de staar der, en styrke og ro, som paa en eller anden maade synes at have noget at gøre med den gamle kirke. De hører sammen disse tre – der har liv og oplevelser tilfælles med hinanden. Maaske er de to paa klinten dåbt og konfirmeret, ja, vel også viet derinde. Som de sstaar her, er de ikke ensomme eller isolerede. Der er forbindelse mellem dem og den slægt hvis ben smuldrer paa kirkegaarden bag dem og gennem kirkedøren har de forbindelse ikke blot med slægten og fortiden, men endnu mere med det liv, som ikke er forgængeligt, ordets liv, som ikke er forgændeligt, ordets liv, det evige liv. Som fædrene har e afvristet sandjorden et karrigt udnytte, maaske ogsaa taget tag med havet for at afnøde det et dræt. I storm har de staaet paa dette samme sted, hvor de nu staar, og stirret ud over de fraadende bølger, mens vinden har pisket dem sand i øjnene, saa de næppe har kunnet skelne en haand for sig bange for kære menneskers liv har de stirret efter baaden paa havet, mens de med den tro, som gennem ordet havde faaet næring i den gamle kirke, tiggede Gud om at holde sin kærlige haand bevarende over de nødstedte. Med tungt hjerte har de også stundom staaet bøjet over en grav paa den græsklædte kirkegaard, naar havet endelig havde givet fra sig støvet af dem, hvis liv det tog.
Samhørigheden mellem de to paa klinten og kirken er ikke af ny dato. Den er næsten saa gammel, som der har boet mennesker her, eller i hvert fald saa gammel, som der har været et gudviet sted, hvor de kunne gaa hen i glæde og sorg og hente velsignelse til at taale livets strenge kaar.
* * *
Velsignelse, ordet leder tanken to-tre kilometer længere mod syd; her ligger i kanten af en forblæst naaleplanting endnu en kirkegaard, mere forladt og ensom end den forrige.
Den er fuldstændig overgroet af græs og hyben og meget andet, men midt paa den saa jeg engang i dette foraar fire store paaskeliljer. Paaskeliljer gør sjældent saa stærkt et indtryk som her mellem græs og tuer. Uvilkaarligt farer det gennem hjernen:
Paaskeblomst! Hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave …
Men fortsættelsen passer jo ikke. Netop her har den baade duft og pragt og skær til overflod fra alt det øvrige og synes i høj grad en ”velkommen gave”. Den fortæller om noget, der har været liv her engang for længe siden. Det er som om disse fire paaskeblomster har fastholdt et gran af det liv, som fordum rørte sig paa disse egne.
De stod ved siden af en gammelt rustent gravkors, hvorpaa der staar:
Her hviler Jørgen Petersens hustru, Elisabeth Jensdatter, f.d.d. 18- d.d.d. 18-
Paa den modsatte side, den der vender mod solens opgang, staar der: ”Velsignet være dit minde”.
Der er ingen mere, der velsigner Elisabeths Jensdatters minde, for de, der gjorde det, er for længst lagt til hvile ved hendes side, men hvad rummer ikke denne lille sætning af historie og poesi. Slet ikke at tale om den profane historie, der kunne skrives om de to, hvis navne staar paa korset. Hvis man kunne opleve den. Mere betyder det dog, at hvert kors, hver skimlet gravsten paa denne plet jord fortæller om liv, der har været levet. Og om tomten der, hvor kirken engang laa, hvor der nu kun ligger nogle kvadre af et nedbrudt alter omgivet af en krans af ædelgran, der er plantet, hvor muren stod, den siger os, at saalænge der var et levende menneskesamfund her, saalænge boede velsignelsen hos dem paa dette sted og gav dem fornøden styrke til at leve det haarde liv, der bød paa strengt arbejde, men kun fattig føde.
Nu er de borte, og den nye slægt har skabt sig en bekvemmere tilværelse lidt længere inde i landet paa mere givtig jord, for øvrigt den jord, som havet skænkede, da jorden hævede sig i længst forsvundne dage, De har taget kirken med sig, for menneskene kan ikke leve udenfor velsignelsen. Den gamle kirke er ligesom født paany der, hvor menneskene nu bor; men det, der har betydning i denne sammenhæng, er dette, at velsignelsen følger menneskenes færden. Hvis livet dør ud og menneskene holder op med at færdes, forstummer den og blivetil et minde paa et rustent gravkors og maaske fire store paaske-liljer, der bøjer sig i vinden.
* * *
Fra toppen af Rubjerg Fyr fanger mit blik ved hjælp af fyrmesterens udmærkede periskopkikkert endnu et kirkehus, som kun delvis er i brug til gudstjenstlige formaal. Ud af varmedisen træder konturerne af Børglum klosters monumentale bygninger, først Kongsgaard for bl.a. Knud den Hellige, siden i 12’te aarhundrede kloster for præmonstranser-munke af den hellige Augustins orden og i forfaldsperioden bispesæde for den madglade og kvindekære biskop Niels Stygge og senere den langt mere markante personlighed Stygge Krumpen. Og endelig efter reformationen igen herregaard i forskellige slægters eje, dog saaledes at kirken i mange aar var sognekirke for Børglum sogns beboere.
Fortidens bygmestre har haft en egen sans for at forene det praktiske og brugbare med det skønne, hvilket blandt andet viser sig i den maade, som Børglum er bygget paa. Den ligger paa sydskraaningen af en bakkeø og har været let at bringe i forsvarsstand. De solide mure gør et majestætisk indtryk, ligegyldigt fra hvilken side man ser dem, og saa ligger de med en storslåeet udsigt over hav og klit og mose – saa skønt som ikke mange steder i Danmark.
* * *
Det samme indtryk af monumentalitet har Himmerland ogsaa et eksempel paa, om det end ikke virker helt så stærkt ved sin beliggenhed.
Man ser det, naar man kommer kørende sydfra ad vejen fra Viborg til Løgstør og kommer til det sted ved fjordkysten, hvor herregaarden Bjørnsholm hæver sine mure. Og indtrykket forstærker sig end mere, naar man gennem et hjørne i den gamle klosterfløj træder ind i udgravningen af Vitskøl Kloster (vitae scola = livets skole).
Hvor de dog har kunnet bygge, disse første munkesamfund i Danmark. Her var det et Cisteercienser munkesamfund, der kom fra Alvastra Kloster ved foden af Omberget nær Vättern. Det var i aaret 1158, at det opførte Vitskøl, og alene de udgravede fundamenter til kirkerummet med det store højalter og rundgangen bagom med de ni helgenaltre i smaa apsider vidner om meget stor byggekunst. Ingen domkirke i Norden har haft et skønnere eller rigere udsmykket koranlæg. Og om Vitskøl var blevet opført i den oprindelig tiltænkte dimension, var den blevet en af Nordens største kirker.
Staar man for alteret her, gaar tankerne uvilkaarligt en tur paa langfart, ikke blot tilbage i tiden, men ogsaa sydpaa i landet ad en vej, som munke fra Vitskøl fulgte, da de grundlagde nye klostre af Cistercienser-ordenen. Allerede faa aar efter Vitskøls grundlæggelse nærmere betegnet iflg. Øm Klosters krønike i aaret 1165 efter Herrens byrd, brød et samfund under ledelse af en Abbed Henrik op fra Vitskøl og drog mod syd. Det ser af klosterkrønikerne ud til, at kong Valdemar den Store bestandig er cisterciensernes protektor, thi det var ham, der gav befaling til grundlæggelsen af moderklostret i Vitskøl, vistnok i taknemmelighed over at være blevet reddet fra blodgildet i Roskilde og siden havde sejret over kong Svend paa Grathe Hede, fulgte han også dattersamfundet med interesse. Det var saaledes ham, der, da dette havde maattet opgive at bo saavel i Sabro som i det fattige Sminge, fik ordnet, at cister-cienserne fik overdraget det lille forfaldne Benediktinerkloster i det skønne Venge ved Skanderborg, hvorfra de saa endelig via Kalvø endte med at grundlægge et selvstændigt kloster paa ”cara insula” i Øm ved Morsø. Udgravningerne her viser tydelig lighed med saavel Vitskøl som Løgum Kloster.
* * *
Som Øm og Vitskøl ligger en del af de gamle klostre nu i ruiner. Det fortæller ikke blot om reformationens omformning af dansk kirkeliv. Ruinerne taler ogsaa sprog om, at en kirkes adkomstberettigelse i et folk er proportional med dens vilje og evne til at være folkets tjener med Jesu Evangelium. Vil den herske over folket, taber den sin ret til at være der, og det eneste, der minder om den epoke i dens liv er ruiner.
Det er underligt at færdes ad fortidens veje og prøve paa at følge kulturens spor i landet og folket.
Selvfølgelig er det menneskene, der har været redskaber for at trække disse linjer op, og i mangt og meget har de forskønnet vort dejlige land med deres virke. I andet har de trukket onde ar i dets ansigt, men saa sært at man ogsaa skimter, at Gud har haft sin finger med i al vor færden, saa det skønne blev skønnere og virkningen af det onde mildnet.
Saadan maa det være, fordi Gud er en god Gud, hvis væsen det er at velsigne og ikke forbande. Og hvor han har sat sit præg paa kortet, staar der stadig en kirke i levende brug, en døbefont og et nadverbord, og der synges lovsange til Herrens pris.
Offentliggjort 18.01. 2020 på Nordjyske
Lad ikke gigantmøller ødelægge vigtig dansk kulturarv
Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Af Hanne Drejergaard Kjeldsen, Vejbyvej 406, 9480 Løkken, hkogjk@gmail.com
Åbent brev til statsminister Mette Frederiksen:
Kære Mette Frederiksen. Jeg skriver til dig for at bede om din bevågenhed i en sag, som optager rigtig mange mennesker i det område, jeg bor i.
Jeg så dig i ”Aftenshowet” (22.10.), og jeg blev sørme så glad, for du fik sat nogle vigtige og væsentlige ord på flytningen af Rubjerg Knude Fyr.
Kunne vi ikke have brugt pengene på noget andet? Det er jo standardspørgsmålet, når journalister skal være kritiske. Og du får slået fast, at flytningen er ”alle pengene værd”!
Du taler så stringent og rammende om, hvad kulturarven betyder for os som danskere, for ”den fortæller, hvem vi er, hvad vi var, og hvad vi er kommet ud af, og hvorfor vi er, som vi er”.
Det var alt sammen som talt ud af min hjerte. Jeg er så glad for, at fyret nu står trygt nogle meter længere inde i landet.
Flytningen er så nænsomt gennemført, at min køretur til og fra Hjørring, engang en daglig køretur, stadig rummer det højdepunkt, hvor man på lange stræk glæder sig over de lysende klitter og fyret, som rejser sig som et ikonisk landskabselement mellem to vandreklitter. Det er så smukt.
At Hjørrings borgmester, som i øvrigt hedder Arne, kunne tilslutte sig alle dine tanker om kulturarv er også godt. Det bekræfter, at han dog har sans for kulturarv og tilsyneladende gerne vil bevare den.
Vi har et andet ikonisk stykke kulturarv heroppe − et landskabselement – som i skønhed kan måle sig med fyret, der dog kun er 120 år gammelt.
Jeg tænker på Børglum Kloster med klosterkirken, som udgør et landskabselement af stor ælde og stor skønhed.
I landskabet står de to markører – fyret og klosteret − og taler til hinanden. Men klosteret fortæller trods alt en meget længere historie end fyret.
Klosteret fortæller i den grad, hvem vi er, hvem vi var og hvor vi kommer fra. Jeg mener, at det er vigtigt, at også klosterets historie fortælles, så det giver genlyd i medierne.
Det er svært at konkurrere med den medieinteresse, som fyret genererede. Det var jo en ”thriller”.
Klosteret blev også berømt for nogle år siden, da ”Ludvig og julemanden” blev optaget på Børglum Kloster. Al eksponering er god. Men for øjeblikket går eksponeringen på en sag, som burde have alle landspolitikeres interesse: Nemlig om det enestående landskab med klosteret som et af de markante fikspunkter i en 360 graders landskabsoplevelse, skal skæmmes af otte 150 meter høje vindmøller.
Der står allerede nu otte møller, som er omkring 70 meter høje.
De er såmænd synlige nok i landskabet og kan ses viden om, men de vifter trods alt ikke op over bakken og klosterkirken, når man kommer fra nord og kører mod Børglum.
De påtænkte 150 høje møller vil vifte op over bakketoppen og endda op over klosterkirkens tag. Møllerne vil tage magten i landskabet og klosterkirken vil komme til at ligne et lille badehus, som ingen vil fæstne sig ved. Og så er det jo ligesom svært at få hul på fortællingen om, hvordan klosteret har været med til at forme Danmark på godt og ondt.
Klosteret mangler en karismatisk figur, som Murer Kjeld til at gøre fortællingen folkelig. Klosteret emmer af magt, af høje herrer og fine damer, af stavnsbånd, fæstebønder og ridefogeder, men det fortæller også en historie om bondeoprør (Skipper Clement) om forfølgelsen af Knud den Hellige, som blev dræbt i Odense.
Det fortæller en historie om en frihedskæmper, som blev dræbt af det danske politi under Anden Verdenskrig. Klosteret har fået en plads i Danmarks litteratur med H.C Andersen, Meïr Aron Goldschmidt, Thit Jensen m.fl. Den historie skal jo fortælles – og gerne on location.
Jeg begriber ikke, at man ikke kan frede et område omkring klosteret og sige, at i dette område må intet rage mere end 70 meter op. Hvis man bor i et villakvarter kan man jo også sætte grænser for, hvor meget udsigten må ødelægges, hvor meget man må bygge i højden.
Jeg skal lige understrege, at jeg taler ikke ud fra en skjult dagsorden om at redde min egen baghave.
Jeg bor så langt fra de påtænkte møller, at jeg nok ikke skal frygte, at de vil genere mig.
Men - og her kommer jeg til min pointe - klosteret er også jævne, almindelige folks ejendom. Vi har ganske vist ikke skødet til det, og vi ved godt, at det er en privatejet ejendom. Men vi andre ejer udsigten til klosteret.
Hvis jeg skal til Løkken, kører jeg om ad klosteret og glæder mig over det i landskabet. Jeg er både beboer og turist i mit eget område. Udsigten kan man ikke have ejendomsret til.
Den tilhører os alle sammen, og den skulle nødigt spoleres af, at en større gård har planer om at skifte møllerne ud med større møller, selv om man slet endnu ikke har ”hevet” den strøm ud af de nuværende møller, som de kan levere.
Jeg vil påstå, at det er imod FNs klimamål at skrotte otte funktionsdygtige møller blot for at lade nogle lodsejere score kassen.
Der er også et møllelaug involveret, men man skal ikke lade sig bedrage af en tilsyneladende genoplivning af det gamle landsbyfællesskab.
Disse mennesker bor langt fra møllerne og vil ikke, som de umiddelbare naboer, blive generet af møllerne. De regner med en økonomisk gevinst. Den får de måske også, når deres andele og evt. den jord, møllerne står på, bliver solgt til tyske kapitalfonde. Det er ikke en urealistisk udsigt. Er det ikke stavnsbåndet, der indføres ad bagvejen? Men der burde være nogle, myndigheder, instanser, kendisser og en statsminister, som siger:
Gigantmøller må ikke ødelægge vigtig dansk kulturarv!
P.S.:Jeg kunne godt have fundet mange, som ville skrive under på dette brev, men jeg kan sige, at der er indsamlet omkring 1514 underskrifter lokalt, og i alt er der 4326, der har protesteret mod det konkrete mølleprojekt.
I 2016 tog den unge ejer af et landbrug i min nærhed rundt i den nærmeste omegn og sikrede sig accept at hans planer om at lave en lille biogasanlæg på en ejendom, som han havde tilkøbt til sin bedrift.
Et gårdanlæg er defineret som et ....og det ligger derfor umiddelbar tilknytning til et dyrehold.